Uncategorized

Den gode egoisme

Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive et nytårsindlæg, men på en eller anden måde kom nytåret bag på mig denne gang. Måske mistede jeg bare tidsfornemmelsen i den store, langsomme grød af jul, Omikron og testtelte – og bum, så var det 2022. Men altså, det er vel stadig en slags nytår, og hvilken bedre måde at skyde det i gang på end med en lille snak om egoisme.

Det her indlæg har summet i mit hoved meget længe, men jeg har haft svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle gribe det an, for emnet forvirrer mig – og har gjort det i mange år. Det handler om adoptanters motivation for at adoptere. Der er en logik omkring det, som jeg aldrig har kunne få til at stemme. Jeg har kredset lidt om det i flere andre indlæg, bl.a. White Savoiur og adoption, men nu prøver jeg lige at se, om jeg kan skære lidt mere ind til benet i forhold til de tanker, jeg har haft. 

Det er min oplevelse, at når man taler om motivationen for at adoptere, er der to faktorer i spil:

1. At redde et barn og give det et bedre liv

2. Et egoistisk ønske om at blive forælder

I Danmark må man under ingen omstændigheder sige, at man adopterer for at redde et barn (USA er en lidt anden historie, der skal man helst redde så mange børn som muligt – og meget gerne i Guds navn). I Danmark adopterer vi af egoistiske årsager – og er stolte af det. Intet får adoptanter hurtigere op af stolen, end hvis nogen siger “Hvor er det barn heldigt, at det er havnet hos jer”. Enhver, der har adopteret inden for de seneste 20 år, kan i søvne citere side 1 i Den Uofficielle Håndbog for Adoptanter: “Det er sørme os, der er de heldige”.

Men her kommer det forvirrende. For hvis nogen på en eller anden måde indikerer, at adoptionssystemet er til for adoptanter snarere end for børnene – at det i højere grad drejer sig om at finde børn til forældre end om at finde forældre til børn – så skal man råbe op. Så skal man fortælle om alle de forældreløse børn ude i verden, der har brug for en familie – og om hvordan de børn vil få det meget bedre i et “kærligt, dansk hjem”.

Man skal altså som udgangspunkt sige, at man adopterer af egoistiske årsager lige indtil nogen påpeger, at det muligvis er lidt problematisk – så skal man fortælle, at man adopterer for at give et barn et bedre liv.

Jeg har brugt en del tid på at overveje, hvad vi egentlig mener med ordet egoistisk, men er kommet frem til, at vi måske i virkeligheden ikke mener andet end “det modsatte af at gøre en god gerning”. Vi vil gerne slå fast, at vi ikke anser adoption for at være nødhjælp, og det gøres mest effektivt ved at bruge ordet egoistisk. Vi gør os ikke de store overvejelser om, hvori egoismen består, og måske netop derfor kan vi sige det med rank ryg og klar røst. Faktisk – hvis vi nu skal være ubehageligt ærlige – kunne det så tænkes, at vi opererer med en form for falsk beskedenhed, hvor vi ved at tale os selv ned som egoistiske mennesker i virkeligheden ønsker at fremstå endnu mere uselviske? Som i: “Nej nej, vi gør det udelukkende for vores egen skyld, vi har da slet ikke tænkt på, at vi med vores helt egoistiske handling kunne redde et lille barn og give det et godt liv i vores kærlige, danske hjem”.

Måske baseres logikken på samspillet mellem de to motivationsfaktorer: At redde et barn kan ikke stå alene – enten bliver det lige lidt for amerikansk eller også indser vi, at hvis vi ægte skulle gøre en god gerning, ville den ikke nødvendigvis indebære personlig vinding (som at få lov at blive forælder). Omvendt kan det at være egoistisk heller ikke stå alene. Egoismen tåler ikke at blive udfordret eller uddybet, for så bliver det ret hurtigt tydeligt, at så sympatisk er egoisme faktisk heller ikke. Derfor har de brug for hinanden. I det øjeblik adoptionskritikere påpeger egoismen, bruger man den gode gerning som modvægt. Og lige så snart tonen bliver lidt for amerikansk og save-the-world-agtig, smider man egoismekortet. Balancen skal holdes, der må hverken være for meget af det ene eller det andet – for hvis det sker, bliver revnerne i adoptionslogikken lidt for tydelige. 

Jeg har jo selv i et eller andet omfang købt ind på den her logik. I hvert fald har jeg engang besluttet mig for ikke at udfordre den yderligere, men hvis man begynder at pille den fra hinanden, lag for lag, floskel for floskel, står der for mig at se kun én ting tilbage: Egoismen. Ikke den sminkede egoisme, hvor man ved at kalde sig selv egoist forsøger at vise, at man er det stikmodsatte. Men den rene, rå egoisme, hvor ens egen drøm om at blive forælder vægter højere end de reelle behov, et barn og dets families måtte have.

Min opfattelse er, at det her foregår ubevidst og at “Adoption er for os et egoistisk valg” er et automatsvar for mange adoptanter. Vi tænker ikke dybere over, hvad vi siger, eller hvad det betyder. Men jeg ville ønske, at vi gjorde. Jeg ville ønske, at vi turde udfordre den logik, vi selv har fået skruet sammen – at vi satte flere spørgsmålstegn ved de ting, vi fortæller os selv og hinanden igen og igen. Måske vi lige skulle ryste floskelposen, ønske hinanden godt nytår og tage 2022-brillerne på. For min skyld kan vi godt lade Den Store Adoptanthåndbog blive i 2021 sammen med Delta, hjemmeskole og cykelhjelme formet som hatte.

Anyways, godt nytår! Jeg håber, at 2022 bliver et år med en ny slags samtaler.

2 thoughts on “Den gode egoisme

  1. Et spændende emne du berører, jeg har selv adopteret 2 børn fra Colombia, de er i dag voksne. Jeg forstår godt din kredsen omkring om adoption er en god gerning eller et egoistisk valg, og der er mange holdninger til det. Vi er ofte selv blevet mødt med hvor er jeres børn heldige, men hvordan kan jeg gøre mig til dommer over det, hvem siger ikke at alle 3 parter, de biologiske forældre, den adopterede og adoptanterne ikke alle i processen har mistet noget og alle går rundt med et hul grundet et tab. Jeg ved godt det ikke er helt respekteret at komme med disse tanket, men de har fyldt meget hos mig de senere år, ikke mindst grundet kontakt til det biologiske ophav for den af mine børn. Det har fået mig til at spekulere på om opleves som en god gerning af de adopterede og ikke mindst deres biologiske ophav, det er jeg ikke sikker på. Jeg synes også det er svært at sige om det er et bedre liv de adopterede får i deres nye familie, hvordan kan vi bedømme det? Jeg er sikker på de materielt, sikkerhed og måske også i tryghed får et bedre liv, men hvem siger at det er et bedre liv for dem, idet de alle går med et savn og en vis grad af seperationsfrygt, som selvfølgelig kommer til større eller mindre udtryk hos den enkelte. Måske havde de fået et bedre liv med den kærlighed som den biologiske familie kunne give dem, selvom deres liv måske havde været hårdere på andre punkter, Derfor er adoption for mig rent egoistisk , hvor det er vores behov for at blive forældre der tæller stærkest.

    1. Tak for din kommentar, Anne-Grete. Jeg er ret enig. Jeg tror også vi skal gøre op med fortællingen om, at adopterede får et bedre liv i Danmark – det er blot endnu en af de ting, vi fortæller os selv, fordi det bekræfter os i, at vi gør det rigtige. Men du har ret, det her er svært at snakke om i adoptantkredse – jeg håber sådan, at det ændrer sig og at vi kan have nogle mere ærlige samtaler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.