Uncategorized

Hokus pokus, adoptanter i fokus

“Er det en god ide at adoptere og tvangsfjerne børn?” spørger Svend Brinkmann i denne uges udgave af “Brinkmanns briks”, hvor professor Lene Myong bidrager med sin omfattende viden om transnational adoption. Jeg synes, det er en interessant vinkel at holde transnational adoption op mod tvangsfjernelser (som programmets anden gæst, postdoc og historiker Cecilie Bjerre, har forsket i), og Lene Myong er som altid skarp og velformuleret. 

Men. På et tidspunkt spørger Svend Brinkmann Lene Myong:

“Hvis du nu skulle tale til de forældre, der måtte sidde og lytte til det her, som har adopteret et barn og som måske bliver utroligt bekymrede for det, de har gjort […] Hvad er det vigtige at sige til dem, tror du?”

Lene Myong lyder forståeligt nok en smule overrasket over spørgsmålet, men hun svarer rigtig fint og slutter af med:

“Jeg er ikke den, der skal ind og berolige adoptanter, det er ikke min rolle”

Øh nej, det er ej! Spørgsmålet viser dels, hvor svært det stadig er at have en kritisk samtale om transnational adoption i Danmark, og dels understreger det, hvordan adoptanterne stort set altid er i centrum for de samtaler, der finder sted. 

Vi adoptanter har et ganske særligt talent for at lukke kritiske samtaler ned samt en helt imponerende evne til fokusforskydning, men samfundet gør det virkelig også nemt for os. Det syn, man i den brede befolkning har på transnational adoption, er uendelig svært at rokke ved. Gennem årtier har vi fortalt os selv hvor god en ting, vi gør for verden ved at adoptere stakkels børn fra fjerne lande, børn der ikke ville have haft en chance uden os. Som Lene Myong siger i podcasten, stillede den tidlige forskning på området slet ikke spørgsmålstegn ved, hvorvidt transnational adoption var en god idé – man diskuterede muligvis, hvordan man kunne forbedre systemet, men aldrig hvorvidt det overhovedet burde eksistere. Min opfattelse er, at det syn stadig er dominererende hos den almindelige dansker, og jeg tror, det er en af grundene til, at adoptanter i vid udstrækning har haft held med at lade som ingenting og ignorere den kritik, der har været. Danmark er helt enig med sig selv i, at adoption er en god ting, og hvis man drister sig til at udfordre den holdning, risikerer man at rokke det ved et helt lands selvforståelse, så det vil vi helst ikke høre på. Derfor ville det for vores allesammens skyld være lidt rart, hvis Lene Myong nu kunne berolige folk med et “så slemt er det altså heller ikke”.

Samtidigt har vi adoptanter altid været afsindigt gode til at sætte os selv i fokus. Når jeg fortæller folk, der ikke kender mig, at vi har adopteret, spørger de ofte medfølende, om ikke processen har været hård, dyr og lang. Nogle spørger til de sager, der har været i medierne, men oftest går deres bekymring på hvordan det har påvirket os som adoptanter og knapt så meget på, hvad det har betydet for de børn og familier, der har været ofre for korruption eller kriminalitet. Vi har formået at sætte os selv i centrum for langt de fleste samtaler om adoption, både blandt hinanden og i den offentlige debat, og det betyder, at selv ikke-adoptanter helt naturligt ser tingene fra vores perspektiv, når snakken falder på adoption.

Derfor er det på en eller anden måde heller ikke spor overraskende, at Svend Brinkmann har fokus på de potentielt bekymrede adoptanter. Men det er alligevel imponerende, hvordan vi adoptanter får sneget os ind i endnu en samtale, der slet ikke er vores, og endnu mere imponerende, hvordan det bliver en adopterets ansvar at berolige os (jeg er klar over, at Lene Myong deltager i programmet som forsker, men det at hun også er adopteret, understreger det skæve fokus).

Det er os adoptanter, som har skabt systemet, det er os, der (med mere eller mindre åbne øjne) har truffet et valg om at adoptere. Det er ikke synd for os – det er ganske vist hårdt at erkende, at transnational adoption ikke var som vi troede, men bestemt ikke hårdere end det, adopterede og deres familier går igennem. Om nogen burde vi gå forrest i afdækningen af, hvad der er sket, tage ansvaret på os og arbejde benhårdt for at undgå at det sker igen. Og hvis ikke vi føler os i stand til det, burde vi som minimum træde et skridt tilbage og lade de adopterede og de oprindelige familier overtage samtalen herfra. Vores sårede følelser er hverken deres problem eller deres ansvar.

Ps: Jeg ved det godt. Jeg er heller ikke selv helt skarp på, hvordan jeg med mine pointer i dette indlæg kan forsvare at have en adoptantblog. Det er muligvis et dilemma, jeg er nødt til at belyse fra flere vinkler i en hel serie af indlæg om mig, af mig, med mig. Adoptanttanker, nu med ekstra adoptant. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.