Der er noget, som undrer mig. Som adoptant har jeg været gennem godkendelsesproces, adoptionsforberedende kurser, adoptionslitteratur, foredrag og PAS-konsulenter (Post Adoption Service). Jeg er blevet fortalt om de udfordringer, man som adopteret kan have i mødet med daginstitution og skole. Jeg har hørt om angst, stress, indlæringsvanskeligheder, sociale udfordringer, problemer med selvregulering og manglende koncentrationsevne.
I adoptantkredse har man talt om metoder som Sandplay, Theraplay, kugledyner, fiskeolie, spædbarnsterapi, sanseintegration og en lille milliard andre ting.
Men jeg har aldrig hørt nogen i PAS-regi eller inden for adoptionssystemet i øvrigt tale om, hvordan det påvirker indlæring og koncentration at være brun i et land som Danmark. Som jeg husker det, blev der på de adoptionsforberedende kurser talt en lille smule racisme, men kun ganske overfladisk og ikke som en faktor, der helt grundlæggende kan påvirke barnets trivsel og stressniveau. Der blev ikke gravet dybere ned i, hvad det gør ved et barn at gå i børnehave, i skole eller bare ned af vejen og være den, der stikker ud – den, der bliver kigget på. Hvordan det påvirker et menneske hele tiden at være lidt på vagt i forhold til, hvordan andre forholder sig til ens hudfarve.
“Racial trauma” hedder det. Når man googler det, får man 71 millioner resultater – det her er en ting. Bare ikke på dansk åbenbart. Det er i hvert fald meget lidt, jeg har kunne finde, hvilket i sig selv er temmelig tankevækkende. I mangel på danske artikler, oversætter jeg frit fra BBC-artiklen “Why race matters when it comes to mental health”:
At opleve racisme – både direkte og indirekte i form af mikroaggressioner, eller når racisme vises i medierne – kan have en ødelæggende effekt på sorte menneskers mentale sundhed. Denne effekt – kendt som “racial trauma”- kan føre til depression, hyperarousal, kronisk stress og træthed, betændelsestilstande og symptomer, der svarer til PTSD
Kunne man forestille sig, at de her symptomer ville gøre det temmelig udfordrende for et barn at fungere sådan helt optimalt i børnehaven og skolen – og generelt? Måske særligt hvis barnet følte sig helt alene i sine oplevelser? Og kunne man forestille sig, at kugledyner og fiskeolie har en begrænset effekt i den sammenhæng?
PAS-konsulenter taler en del om spejling – spejling af barnets følelser. Men hvad med den helt konkrete spejling? Hvorfor er der ikke mere fokus på, hvor vigtigt det er, at barnet i det daglige kan se sig selv i andre mennesker? Hvorfor taler man ikke om, hvor nedbrydende, det kan være at leve i “racial isolation”, som jeg engang hørte en voksen adopteret beskrive det. Jeg har stadig til gode at høre om en PAS-konsulent, der anbefalede en familie at flytte til et sted med højere diversitet eller at skifte til en mindre hvid børnehave eller skole.
Racisme er alle steder – også de steder, hvor diversiteten er høj. Men hvis diversiteten er høj, står barnet i det mindste ikke alene. Kassen, der står “Normal” på, er større, der er bedre plads til at være sig selv og der er andre at dele oplevelserne med.
Der kan være mange årsager til, at man som adopteret er nødt til at kæmpe lidt ekstra for at være i verden, men hvor man i adoptionssystemet traditionelt set har haft et stort fokus på den adopterede selv og på den “bagage”, den adopterede har med sig, har man i langt mindre grad kigget på selve adoptionen, adoptanterne og samfundet som helhed. Hvis et adopteret barn har det svært, er der en tendens til, at man ser helt isoleret på det barn uden at tage højde for alt det omkring barnet – man problematiserer barnet.
Danmark er et ret hvidt land, og næsten uanset hvor man bosætter sig, vil hvide mennesker udgøre majoriteten, men der findes dog steder, hvor diversiteten er højere end andre, og det undrer mig, at det aspekt end ikke er inde på radaren, når man rådgiver adoptanter – eller når man ser på, hvorfor en adopteret mistrives i sin hverdag. Ville det ikke give mening at undersøge, om adopterede fungerede bedre i børnehaven eller havde nemmere ved at tage læring ind i skolen, hvis miljøet omkring dem var præget af en højere grad af diversitet og rummelighed?
Jeg siger ikke, at det er den eneste faktor, der spiller ind, men hvorfor er det en faktor, der helt ignoreres? Hvorfor lader vi som om, diversitet ikke spiller en rolle?
Tak for god læsning om diversiteten. Vil dog sige at den PAS konsulent har vi mødt og som kun bekræftede vores egne tanker om et flyt – og vi flyttede da vores famile var klar.
Hej Birgitte. Er rigtig glad for at høre, at der findes PAS-konsulenter, som har fokus på det!
Tak for interessant indlæg. Naturligvis går det ud over indlæringen på alle fronter, når man bliver udsat for racisme – mikro eller makro! Det er grov mobning og underminerer ligesom mobning et menneskes selvværd med deraf følgende angst for den konstante gentagelse.
Absolut et emne, der bør tages alvorligt – ikke bare i forbindelse med adopterede, men med al racisme.
Jeg er helt enig. Du rammer et ømt punkt, for det er de færreste af os hvide adoptanter, der formår at tilbyde vores brune børn et liv og en hverdag, hvor de møder børn og voksne, der rent fysisk ligner dem selv. Vi voksne har det jo med at finde sammen med andre voksne, der ligner os selv. Det kræver noget ekstra af os at finde ind i sammenhænge, hvor vi selv er dem, der er de anderledes…
Min datter på 12 år skiftede skole for nylig. Vi besøgte tre skoler og hun valgte selv den skole, hvor der var størst diversitet. Hun følte sig simpelthen bedst tilpas der.
Tak for jeres kommentarer, Kirsten og Anne.
Helt enig, Kirsten, det gælder ikke kun for adopterede – vi hvide har en kæmpe blind vinkel i forhold til, hvordan det er at leve i vores samfund som ikke-hvid og hvilke personlige konsekvenser det har.
Og ja, Anne, det kræver virkelig en aktiv indsats – og en erkendelse af at de miljøer, der er trygge for mig som hvid ikke nødvendigvis er trygge for mit barn. Det har været en proces for mig, og jeg lærer stadig.