Uncategorized

Hvor ligeglade kan vi lige være?

Forleden blev der bragt en historie om, at DIA har været involveret i korruption. DIAs lokale medarbejder i Madagaskar har betalt domstole, socialrådgivere og politi for at få adoptionssager igennem. Ifølge medarbejderen er der tale om små beløb. 

Nu har jeg ikke lavet en juridisk gennemgang af den samlede adoptionsformidling (guess what, det har ingen), men mit allerbedste bud er, at den her praksis ikke begrænser sig til Madagaskar. Korruption forekommer i rigtig mange af de lande, Danmark har adopteret fra, så mon ikke flere landerepræsentanter end den ene har betalt for tjenester, sagsbehandling og dokumenter?

Ro på. Det er små beløb, og det er vel bare sådan man gør. Vil nogen måske tænke.

Men prøv lige at tage den forfra: En dansk organisation – finansieret af den danske stat – har medvirket til korruption. En organisation, der formidler børn.

For at citere professor i socialret ved Københavns Universitet Stine Jørgensen: “Når man på den måde betaler penge for at få en sag igennem, så er der en stor risiko for, at man skaber en betalingsstruktur, hvor man kan tjene penge på adoption. Og det må aldrig være tilfældet, for så bliver børn jo til varer”.

Det lyder ikke helt godt, vel?

Men hvorfor er vi så ikke mere oprørte? Hvor er politikernes reaktion? Og adoptanternes?

Jeg vil godt citere, hvad DIA svarede, da de blev konfronteret med anklagen:

“[Vi] tager afstand fra enhver påstand om medvirken til handel med børn. DIA er en humanitær organisation som arbejder for at sikre den bedste opvækst for børn, der ikke har mulighed for at vokse op i en familie i deres eget land eller kommer fra socialt trængte kår”. 

Jeg synes egentlig, at det svar ganske fint viser, hvordan bureauer, myndigheder, politikere og adoptanter oftest reagerer, når de møder adoptionskritik: Nej, hør nu lige her. Vi er jo de gode. Vi redder jo børn, for pokker.

Historien om den trygge opvækst i den kærlige, danske familie har altid haft en helt central plads i international adoption. Nogle gange er det blevet sagt højt, andre gange har det ligget mellem linjerne: De får et bedre liv her, end de ellers ville have haft.

Det er den fortælling, der har holdt international adoption i live. For hvis de får et bedre liv her, kan man måske godt leve med et enkelt forkert årstal i et dokument. En lille smule bestikkelse. Et enkelt hittebarn, der måske alligevel havde en mor. En lillebitte kidnapning. De får jo en god og kærlig opvækst. Og ja, lad os bare gå skridtet videre og sige det, der ikke bliver sagt: En god og kærlig opvækst hos en hvid familie.

Det er lidt grimt, ik? Men hvad skulle forklaringen ellers være?

Hvorfor har vi i årevis spist kage og drukket kaffe til talrige falske dokumenter og kidnapninger i Sporløs uden at reagere? Hvorfor læser vi den ene artikel efter den anden om børnehøstere og menneskehandel uden at råbe op? Og hvorfor kan vi nu konstatere, at et dansk bureau har været vidende om – og direkte involveret i – korruption uden at kræve politisk handling?

Kunne vi måske snart kravle ud af vores white savior kompleks, kigge ærligt på os selv og erkende, at det her jo er helt galt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *