Uncategorized

White Saviour og adoption

Wikipedia:

The term white saviour refers to a white person who provides help to non-white people in a self-serving manner

Frit oversat: Udtrykket hvid frelser henviser til en hvid person, der yder hjælp til ikke-hvide mennesker på en måde, der tjener personen selv.

Jeg var barn i 80’erne. Jeg er vokset op med “Afrika, det land som alle børn kender” og “Do they know it´s Christmas time at all”. Sammen med millionbøf og lørdagskylling er jeg blevet fodret med, at det var synd for børnene i Afrika, egentlig også de voksne i Afrika – alle i Afrika faktisk. De vidste jo for fanden ikke engang hvad jul var. Jeg har fået læst højt af bøger, hvor sorte mennesker er portrætteret på en måde, der i dag giver mig kvalme og skamfølelse. Uden at være bevidst om det eller have et sprog for det, er det blevet kodet ind i mig, at sorte mennesker skulle reddes, sorte mennesker var stakkels. 

White saviour mentalitet bygger på racistiske strukturer og hvid arrogance. Vi ser det, når hvide mennesker poster selfies med sorte børn fra små landsbyer på det afrikanske kontinent – eller i lavindkomstlande andre steder i verden – og høster likes, fordi de har doneret en brønd eller en blyant. Vi ser det i den såkaldte børnehjemsturisme, hvor vestlige turister besøger børnehjem rundt omkring i verden og bilder sig selv ind at de gør en god gerning, men i virkeligheden skaber de utryghed og er med til at opretholde en industri, der profiterer på sårbare børn. 

Og vi ser det i adoption. Gør vi ikke?

Den her gør jo nas, fordi jeg kigger på mig selv. Jeg ved godt, at der står i Den Store Adoptanthåndbog, at vi adopterer af egoistiske årsager. Vi har allesammen læst op fra det samme manuskript: “Det er os, der er de heldige, vores valg om at adoptere er egoistisk og det har intet med nødhjælp at gøre”. Men samtidigt har man hos adoptionsbureauerne gjort meget ud af at fortælle, at man “finder forældre til børn og ikke omvendt”. Både implicit og eksplicit er der gennem mange år blevet fortalt en historie om, at børnene ganske enkelt ville dø, hvis ikke de blev adopteret til gode, kærlige (og stort set altid hvide) familier i vesten. Måske er det i virkeligheden det, der menes, når man taler om adoption som en win-win situation? Det er os adoptanter, der dobbeltvinder, fordi vi på én og samme tid kan være egoistiske og se os selv som barmhjertige all-time good guys. No?

Jeg siger ikke, at vi allesammen bevidst gik ind i adoption med ønsket om at være den frelsende, hvide engel. Tværtimod er jeg ret sikker på, at langt de fleste af os har været blinde over for, hvordan de racistiske strukturer, der gennemsyrer vores samfund, lige så stille er kravlet ind i vores bevidsthed og har været med til at påvirke vores tanke- og handlemønstre. Hvordan de har lært os, at hvid er bedre end sort, at vesten ved bedst og at det synd for dem, der ikke vokser op i Danmark (de varme lande er noget lort jo). 

Transnational adoption er skabt af os, af hvide, priviligerede mennesker med et behov for børn. Det var ikke en mor i Nepal, der lige pludselig fik den fremragende idé, at hendes barn skulle sendes over 6000 km væk – og derfor skrev et åbent brev til den vestlige verden og spurgte, om det var noget, vi kunne fikse. Det er vores behov, og for at retfærdiggøre det behov har vi brug for at fortælle os selv, at vi gør både barnet og moren en tjeneste. Vi har brug for historien om det stakkels barn, der skal reddes, og vi har brug for at omtale adoptanter som “gode, kærlige familier” – og dermed implicit sige, at det, børnene kommer fra, ikke er hverken godt eller kærligt. Hvad vi burde sige er “hvide, rige familier”, men det siger vi ikke. Det lyder jo grimt. Og vi vil helst blive ved med at betragte os selv som farveblinde, godhjertede væsener. 

Men jeg tænker det er ved at være tid til at kigge lidt på det grimme. Der er al mulig grund til at være kritisk over for adoptionssystemet, men vi er også nødt til at se indad, for adoptionssystemet bygger på de samme racistiske strukturer, som vi er formet af, og for at forstå hvordan tingene hænger sammen, må vi starte med os selv – og sige hej til vores indre, trælse white saviour type. Jeg er nødt til at sige, at det er et temmelig akavet møde. Og samtidigt den slags møde, der aldrig rigtigt slutter. Jeg ved ikke, om det er muligt helt at ryste den trælse type af sig, men jeg tror vi kommer langt med at anerkende at den bor i os – og dagligt bede den om at holde sin mund og sætte sig over i hjørnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *