Uncategorized

Den rigtige mor

Der findes en ikke-nedskrevet håndbog for adoptanter. Her står en hel masse om, hvad man må sige og hvad man ikke må sige. Det er for eksempel her, man finder den efterhånden utroligt tyndslidte frase “Det er os, der er de heldige – vores valg om at adoptere er egoistisk”. En af de ting, man bestemt ikke må sige, er “rigtig mor” (sikkert også “rigtig far” men af en eller anden grund er det oftest moren, det handler om). Hvis nogen spørger til eller omtaler barnets rigtige mor, skal man med det samme udfordre det med spørgsmålet “Hvad er en rigtig mor?” efterfulgt af en række eksempler på, hvad man selv mener, der gør en mor til en mor. Noget med at trøste, putte, passe på … den slags. Formålet er i hvert fald at få spørgeren til at indse, at de står over for den rigtige mor. Hvis det ikke virker, kan man toppe op med spørgsmålet “Findes der en forkert mor?” (altså “Er jeg så den forkerte mor?”).

I håndbogen står også, at man skal kalde barnets oprindelige mor for biologisk mor, bio-mor, Kina-mor, Colombia-mor eller [indsæt land]-mor. Der findes endda folk, der omtaler mor som “Kvinden der fødte dig”. 

Jeg synes, det er dybt problematisk.

Vi adoptanter fortæller os selv og andre, at vi stopper folk, der siger “rigtig mor” af hensyn til barnet – vi synes det er synd for barnet. Men helt ærligt tror jeg, vi gør det af hensyn til os selv. Vi vil gerne føle os som den rigtige mor og vi vil gerne nedtone betydningen af den oprindelige mor. Vi bliver kede af det, når nogen omtaler en anden end os selv som den rigtige, for vi føler os jo som mødre. Men det her handler bare ikke om os, vores behov eller vores sårede følelser. 

Hvad er det, vi signalerer til vores barn, når vi lukker ned for brugen af ordet “rigtig” om deres familie? Når vi kun omtaler deres mor med et præfiks og på den måder lægger distance til hende og hendes betydning? Hvordan kommer det til at påvirke den adopteredes tanker om deres familie og oprindelse, deres plads i verden og om dem selv? 

Hvorfor kalder vi dem ikke bare for mor og far? Det er det, de er (uanset om de stadig lever, om der er kontakt til dem eller om man ved hvem de er). Hvis barnet selv vælger at kalde dem noget andet, er det 100% deres valg, men det er dem, der har retten til at definere det, ikke os. 

Og ja, man kan da godt sige, at det er lidt bøvlet med 2 x mor, far, morfar, farmor mv. Men om noget kaster det bare lys over, hvor konstrueret vores familieform er. Hvor skørt er det lige at smide et barn på et fly, placere det hos en hvid familie og sige “Så! Nu er vi din mor og far!”? Igennem mange år har vi som samfund normaliseret det – og opfundet forskellige narrativer, der understøtter konstruktionenen som både rigtig, god og helt nødvendig. Men hvis transnational adoption blev opfundet i dag, tænker (og håber!) jeg, at konceptet, set med 2021-øjne, ville virke fuldstændig vanvittigt.

Og i forhold til bøvlet er det helt ærligt ikke et større praktisk problem at arbejde med to mor-titler. Som regel giver det ud fra konteksten sig selv, hvem man mener, og hvis der en sjælden gang imellem skulle opstå tvivl, kan det løses på meget få sekunder med et enkelt opklarende spørgsmål.

Sprog er vigtigt – ord er vigtige – og jeg synes, at vi som adoptanter har pligt til at kigge indad og overveje, hvorfor vi bruger de ord, vi gør. Er det for at beskytte vores børn, eller er det for at beskytte os selv?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *