Uncategorized

Når normaliteten slår sprækker

Jeg har været lidt omkring håndbogen for adoptanter før. Den, der indeholder alle de sandheder, vi vælger at acceptere som sandheder. For eksempel, well, sandheden om at transnational adoption giver mening.

Før vi adopterede, var vi på kurser, og vi læste en hel masse om adoption. Vi følte, at vi var herrekloge på adoption og at der var sket så meget siden 1970’erne og at vi red på en ny bølge af adoptionsviden og at alle dem, der kritiserede adoption, bare ikke vidste alt det, vi vidste – for shit, vi vidste meget.

Nu kan jeg se, at transnational adoption er en nærmest surrealistisk konstruktion, som er opfundet for at tilgodese barnløse mennesker i vesten. Jeg kan se, at den normalitet og logik, der er bygget op omkring konceptet, slet ikke kan tåle at blive udfordret. Hvis vi virkelig ville hjælpe, ville vi støtte de her børn i at blive hos deres familie – hvis ikke deres forældre levede, ville der være udvidet familie, og hvis ikke den udvidede familie var en mulighed, ville det da som minimum være til barnets bedste at blive i sit land, bevare sit sprog og sin identitet (you know, basale rettigheder ifølge FNs Børnekonvention).

Artikel 8, pkt. 1:

1. Deltagerstaterne påtager sig at respektere barnets ret til at bevare sin identitet, herunder statsborgerskab, navn og familieforhold, som anerkendt af loven og uden ulovlig indblanding.

Men vi har et behov for at være forældre, så derfor opfinder vi en sandhed om, at det er bedre for et barn at vokse op i Danmark (eller andre vestlige lande) og at vores penge og hvidhed på en eller anden måde gør os til bedre forældre. At velstand er lig med “en god og kærlig familie”.

Det giver ikke mening. Jeg ved godt, at det ikke giver mening. Samtidigt er jeg mor til et adopteret barn, som jeg elsker sådan helt vanvittigt meget. Vi er, hvor vi er, og vi har en hverdag med madplaner og sneengle og vanter, der er væk, og hjemmeskole – og alt det andet. Så jeg er selv skyldig i at fastholde normaliteten i konceptet – for hvad er alternativet? 

Men midt i hverdagen er der sommetider øjeblikke, hvor der pludselig opstår en dyb sprække i normaliteten. Hvor det står knivskarpt og lysende klart for mig, hvor lidt mening, det giver. Ikke bare på den tænkeagtige måde – den måde jeg skriver om det her på bloggen og andre steder – men på den måde, der rammer hele min krop med tusind jag af smerte og slår luften helt ud af brystet på mig. Så sidder jeg dér uden at trække vejret, helt lammet, og for at kunne fungere igen, er jeg nødt til at lukke sprækken. Bare lidt. Jeg glemmer det ikke, men jeg er nødt til at lægge et lag ind mellem mig og erkendelsen, for det gør simpelthen for ondt at være i hele tiden – det gør for nas at mærke det sådan helt råt og ufiltreret. 

Jeg tænker tit på, hvordan man ser på adoption om 10 år, 20 år, 50 år. Jeg forestiller mig, at man har samme syn på det som på Grønlands stjålne børn, og jeg håber, at der kommer en officiel undskyldning til mit barn og til alle andre adopterede. Jeg ved ikke, hvordan det er at være adopteret, men jeg overvejer nogle gange, om det mon føles som at leve hele sit liv i en normalitetssprække, og jeg kigger på hende, der kalder mig mor, og tænker at hun er det stærkeste og mest badass menneske, jeg nogensinde har mødt.

2 thoughts on “Når normaliteten slår sprækker

  1. På de bedste dage føler jeg at jeg lever et helt normalt liv men et helt normalt job – på de værste dage kæmper jeg for at overleve med en krop, der aldrig er blevet set, som det den er. På de bedste dage kommer jeg igennem uden at have tænkt på det – på de værste dage er det en stor og overvældende smerte, hvor jeg undrer mig over, jeg har overlevet. Der er igen mængde af andres kærlighed, der kan fixe det – der er ingen mængder velstand, penge, uddannelse der kan fixe det, der er ingen privilegier der er store nok til at retfærdiggøre det. Det er erkendelsen og følelsen af du ikke har retten til eller kontrollen af egen krop, til fortid, til definition. Det er en voldtagen identitet og ingen vil tro på dig eller anerkende det overgreb, der er sket. Der er en grund til vi dør i hobetal enten for egen hånd eller for andres.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *