Fredag den 24. juni besluttede USAs højesteret at omstøde afgørelsen Roe v. Wade fra 1973, hvilket betyder, at amerikanske kvinder ikke længere er sikret retten til abort.
Det er skræmmende på afsindigt mange måder, og man skal have gemt sig under en meget stor sten de seneste dage for ikke at have lagt mærke til den massive kritik, beslutningen er blevet mødt af – både i USA og her i Danmark. En ting, der dog ikke har fyldt så meget i den brede offentlighed, er linket mellem abort og adoption. Men blandt adoptionskritikere over hele verden giver den nye amerikanske virkelighed anledning til et ekstra lag af bekymring.
Mange republikanere har ikke lagt ikke skjul på, at de fremadrettet ser en øgning i antallet af adoptioner som en løsning på uønskede graviditeter. Højesteretsdommer Amy Coney Barrett gav sidste år udtryk for, at der faktisk ikke er brug for abort, når adoption nu er en mulighed.
I dag er der omkring 20.000 nationale adoptioner i USA, og det anslås, at i omegnen af en million hvert år søger om at adoptere. Tallene varierer lidt alt efter hvor man kigger, men der er i hvert fald ingen tvivl om, at efterspørgslen er stor, særligt på nyfødte babyer, og man kunne godt komme med et forsigtigt gæt på, at den amerikanske adoptionslobby gnider sig i hænderne i disse dage. Flere kritikere spekulerer faktisk i, hvorvidt det har været en del af planen hele tiden, og jeg tænker umiddelbart, at det lyder sandsynligt. I USA er adoption ikke sjældent tæt koblet med kristne, republikanske værdier – og tre ud af de ni højesteretsdommere har selv adopteret.
Og hvorfor er det så et problem? Udover at jeg helt grundlæggende synes adoption er dybt problematisk (med mindre det her er det første indlæg, du læser herinde, kommer det nok ikke helt bag på dig), så vil en stigning i amerikanske adoptioner endnu engang fremhæve den ulighed, der er en helt integreret del af adoptionskonceptet. Hvis man som amerikansk kvinde bor i en stat, hvor det ikke er lovligt at få foretaget en abort, kan man vælge at rejse til en anden stat for at få det gjort – hvis man altså har råd. Derfor vil de kvinder, der rammes hårdest, være socialt udsatte og minoriteter. Og deres børn vil blive adopteret af dem, der har mest. Bum. Sådan løser man lige flere problemer på én gang. Lidt ligesom når man fragter børn fra verdens fattigste lande til rige, vestlige lande. Win-win, no?
Jeg ved, at mange adopterede oplever, at omverdenen har en forventning om, at de er taknemmelige over at være blevet adopteret. Det virker til, at den lige har fået et ekstra nøk op. De seneste dage har jeg læst om en del amerikanske adopterede, der er blevet mødt med spørgsmålet “Er du ikke taknemmelig over, at du blev født og ikke endte i en abort?”, hvilket jo er next level vanvittigt.
Det føles som om verden bevæger sig baglæns.
Adoption og abort
