I øjeblikket sker der store ting i Sydkorea. TV2 har for nyligt kigget på ulovlige adoptioner fra Chile. De fleste danskere har hørt om sager fra Etiopien og måske også fra lande som fx Indien og Kina.
Det er nemt at konkludere, at der er nogle lande, hvor man simpelthen bare ikke har styr på tingene, hvor der findes korruption, falske historier og handel med børn.
Men hvorfor spørger vi ikke os selv, hvordan i alverden Danmark kan blive ved at formidle børn til adoption, når vi tilsyneladende ikke er i stand til at sikre os, at det foregår på lovlig vis?
Her vil mange hævde, at de her sager jo er fra anden tid. At man nu har skærpet lovgivningen og at det derfor ikke kunne ske i dag. Men hvis man rent faktisk læser lovgivningen, vil man konstatere, at det ikke passer. Der er ikke noget i den lov, som kan sikre os mod opdigtede historier og falske papirer.
I nyere dansk adoptionshistorie har man – og med “man” mener jeg adoptionsbureauer, myndigheder og interesseorganisationer – ofte fremhævet, at vi arbejder ud fra et tillidsprincip: Adoptionsformidlingen baserer sig på tillid til de lande, vi arbejder sammen med. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor det var en ting, man ønskede at fremhæve, da man lige så godt kunne kalde det vi-lukker-begge-øjne-og-holder-os-for-ørerne-princippet. Men af en eller anden grund har man ikke engang skammet sig over det, eller måske har man tænkt “Hvis vi siger det nok gange på en positiv måde, vil folk tænke, at det er en fed ting: Yay, tillid, det kan alle da lide!”?
I 2015 fik vi en ny adoptionslov. Den kom i kølvandet på en række sager om ulovlige adoptioner fra Etiopien, og jeg tror, at mange – mig selv inklusiv – forventede, at nu ville der blive strammet op, at nu ville vi se et system, hvor den slags ikke længere kunne forekomme. Derfor var det også en kæmpe skuffelse, da det viste sig, at man godt nok indførte, hvad man kaldte et skærpet tilsyn med adoptionsformidlingen, men at det i praksis ikke forhindrede børn i at blive adopteret til Danmark på falske papirer.
Ifølge den nye adoptionslov, som stadig er gældende i dag, skal den tilsynsførende myndighed, Ankestyrelsen, godkende alle matchninger af barn og adoptivfamilie. De skal gennemgå sagens papirer, og de vil dermed kunne identificere uoverensstemmelser mellem de forskellige dokumenter. Men hvis adoptionspapirerne fx viser, at et barn er forældreløst, vil Ankestyrelsen ikke have en chance for at vide, om det rent faktisk passer – det eneste, de kan forholde sig til, er de dokumenter, afgiverlandet har valgt at dele. I visse tilfælde vil de foretage tilsynsbesøg, men ultimativt baserer systemet sig stadig på tillid. Vi stoler på de papirer, vi får, og vi tror på det, folk fortæller os.
Som “Ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold” skriver i den helhedsanalyse fra 2014, som dannede grundlag for den nye adoptionslov:
International adoptionsformidling er et samarbejde mellem to suveræne stater, hvor et ansvar påhviler begge parter. Ansvaret for, at dokumenter, der vedrører frigivelsen af et barn forud for adoptionen, er korrekte og ægte, er afgiverlandets
Så når nu sagerne fra Sydkorea endelig bliver bragt frem i lyset, når det afsløres, hvordan der er foregået systematisk menneskehandel fra Chile og når der fremadrettet dukker sager op fra lande rundt omkring i verden, er det naturligt at vende sig mod det danske adoptionsbureau DIA, Ankestyrelsen og de danske politikere og spørge:
Hvordan kunne det ske? Hvordan forhindrer vi, at det sker igen?
Og så vil de med samme naturlighed kunne trække på skuldrene og forklare, at det ikke er deres ansvar. For sagen er den, at Danmark rent juridisk har sin ryg fri. Vi har nemlig bygget et system, som gør det muligt for os at formidle børn, der er franarret deres forældre, købt eller kidnappet – helt lovligt. Vi holder os inden for de juridiske rammer, vi selv har fastsat. Det er da smart!
Skulle vi måske snart tage en snak om, hvorvidt den lov burde være ulovlig?
