Uncategorized

En mors historie

Dengang Corona stadig bare var en tvivlsom øl, tilbage i 2019, legede jeg med tanken om et større projekt, måske en bog, måske noget andet. Under alle omstændigheder var idéen at give en mikrofon til nogle af alle de mødre, der har mistet deres børn til transnational adoption. Det er alt for sjældent, deres stemmer bliver hørt. Gennem de senere år har jeg mødt flere af de kvinder, og selvom deres historier er forskellige, er blikket i deres øjne nøjagtigt det samme. Når jeg følger adoptionsdiskussioner herhjemme, ville jeg ønske, at mine medadoptanter havde set det blik, for så tror jeg, at alting ville være anderledes. Det håber jeg i hvert fald.

I december 2019 lavede jeg de første interviews, og planen var at følge op på dem og lave flere i løbet af 2020. Men. Hej Covid. Og hej hej til verden som vi kendte den. For nyligt lyttede jeg dog lydfilerne igennem, og jeg synes, at en af historierne er stærk nok til at stå som den er.

Jeg ved ikke, hvad der sker fremadrettet – om Corona dør, om den bog nogensinde bliver skrevet, om jeg engang lærer at knipse med venstre hånd – men den her stemme fortjener at blive hørt, og derfor kommer historien nu i en lidt anden form end først planlagt.

Nedenstående er gennemlæst og godkendt af moderen.

Historien findes på engelsk her / English version here

Vi sidder på et hotelværelse i en afrikansk storby. Det er sidst på eftermiddagen, og solen hænger stor, støvet og orange lige over hustagene, men vi har trukket de tunge gardiner for, så værelset er både køligt og lidt mørkt. Vi kan stadig høre myldretidstrafikken, og jeg rejser mig for at skubbe altandøren i, så den ikke forstyrrer optagelsen.

“Hvor gammel var du, da du blev gravid?”, spørger jeg, da jeg har sat mig igen.

“Jeg var 16. Samme alder som hun er nu”. 

Hun fortæller, at hun var kærester med barnets far, men at de ikke havde planlagt at skulle have et barn på det her tidspunkt. Hun gik stadig i skole, og hendes mor blev så vred, at hun smed hende ud hjemmefra. De fandt en lejebolig, men pengene var små, og de var ikke i stand til at give deres datter det, hun havde brug for. 

Babyen er syv måneder gammel, da hendes kæreste en dag kommer hjem og siger, at en bekendt har fortalt om et børnehjem. Han synes, det lyder som en god løsning – bare indtil de selv har fået skabt en mere stabil situation. Hun er ikke enig “Hun hører til hos os, hun er vores barn”. Tanken om at overlade sit barn til fremmede gør hende skrækslagen. Men han får hende overtalt. Børnehjemmet ser pænt ud, og hvem ved, måske passer det, måske er det bedre på den måde. De får at vide, at de ikke må besøge hende før om seks måneder – det er ikke godt for barnet, hvis de kommer for ofte.

Da de seks måneder senere vender tilbage til børnehjemmet, er deres datter væk. De får at vide, at hun er i udlandet. De forstår ingenting: “Hvordan kunne hun være i udlandet? Vi havde aldrig hørt om adoption. Det gav ingen mening for os”. 

Senere forsvinder børnehjemmet også. De får at vide, at det er flyttet, men de kan ikke få den nye adresse. Hun aner ikke, om hun skal tro på historien om udlandet: “Hvordan skulle jeg kunne vide, om det passede? Måske var hun død? Måske var hun stadig her i landet, her i byen? Jeg kiggede efter hende, når jeg gik på gaden. Jeg var forvirret. Jeg havde mentale problemer. Forstår du?”

Jeg nikker og bilder mig ind, at jeg forstår, for alt i min krop skriger ved tanken om pludselig at miste mit barn og ikke have nogen mulighed for at finde ud af, hvad der er sket. Men selvfølgelig forstår jeg det ikke. Ligesom jeg ikke forstår, hvad det gør ved en, at folk omkring en siger ting som “Du er nødt til at glemme hende” eller “Hun kommer nok tilbage, når hun er voksen”. Hun kunne ikke glemme. Hendes datter var det eneste, hun kunne tænke på. Hun var ikke i stand til at færdiggøre gymnasiet. Hun arbejdede nogle år i udlandet, men ligegyldigt hvor i verden hun var, lå sorgen over hende som et stort, tungt tæppe. Hendes kæreste, som hun nu var blevet gift med, sagde, at hun skulle være stærk: “Jeg prøvede, men hver gang jeg var alene, græd jeg”.

Hun besluttede sig for at lede efter nogen, der kunne hjælpe hende: “Jeg havde brug for at finde ud af, hvad der var sket”. I forbindelse med sit arbejde rejste hendes mand meget rundt i landet, og hun rejste med. “Jeg tog med ham overalt – ikke for at arbejde men for at søge”. I hver en by de kom til, opsøgte hun børnehjem og håbede at finde navnet på det børnehjem, hendes barn havde boet på: “Jeg søgte i alle byer, jeg spurgte alle mennesker, men ingen vidste noget”.

Omkring ti år efter at hun mistede sin datter, går hun på gaden i sin hjemby. Pludselig ser hun børnehjemmets logo på en plakat: “Med det samme går jeg hen til den adresse, der står. Men da jeg kommer derhen, er det helt nye mennesker, som arbejder der. Ingen fra dengang er tilbage. De bliver vrede på mig og spørger, hvorfor jeg kommer der. “Det er jo så lang tid siden”, siger de, “Vi ved ingenting””. Hun tager hjem og fortæller sin mand om det, og de tager sammen derhen igen. De finder ud af, at de kan få adgang til deres datters sag, hvis de henvender sig hos retten. 

Da de får udleveret retsdokumentet, står der, at de er døde. “Der står at barnet ingen forældre har. Forstår du?”

Det gør jeg desværre. Det er langt fra første gang, jeg hører om forældre, der er løjet døde. Men det er første gang, jeg lader mig selv mærke, hvordan det må føles at blive slettet fra sit barns liv og historie. Hvordan det må være at læse juridisk bindende dokumenter, som man er skrevet helt og fuldstændigt ud af. 

I takt med at solen langsomt bevæger sig ned bag hustagene, bliver hendes ansigtstræk gradvist mere udviskede, men jeg kan fornemme magtesløsheden i hendes øjne, jeg kan høre den i hendes stemme, og det bliver meget tydeligt for mig, hvor skæv magtbalancen er mellem hende som mor og mig som adoptant. Hun har ingen rettigheder, jeg har alle. Er det overhovedet mig, der skal formidle hendes historie? Vil jeg kunne gøre det på en måde, der ikke bare er med til at fastholde uligheden mellem os? Jeg aner det ikke. Men jeg ved, at jeg har en mulighed for at få hendes stemme ud til folk, der ellers aldrig ville høre den. Og jeg ved, at det er vigtigt, at de hører den.

Jeg overvejer, om jeg skal tænde lyset i værelset, men jeg har ikke lyst til at afbryde samtalen. Desuden synes det helt forkert at smide skarpt loftslys ud over noget så sårbart. Så vi snakker videre. Hendes kropssprog er tilbageholdende, og af og til smiler hun forsigtigt. Nogle gange med tårer i øjnene, kan jeg se, når det sparsomme lys falder rigtigt. Men hendes stemme er fuld af liv og jeg når sjældent at stille de spørgsmål, jeg har forberedt, før hun selv har været omkring dem. 

I retsdokumenterne kan hun se navnene på adoptivfamilien. Hun finder dem hurtigt på Facebook og tager kontakt til dem. De er længe om at svare. Hun forstår godt, hvis de har brug for lidt tid til at fordøje det: “De har jo fået at vide, at vi er døde, selvfølgelig er de forvirrede eller skeptiske”. Da adoptivmoderen endelig svarer, står der:“”Vores datter har ikke brug for anden familie end os. Vi ønsker ikke kontakt til dig”. Efter det blokerede de mig på Facebook. Det er fire år siden nu”. Hun kigger på ned, så jeg ikke kan se hendes øjne. “Jeg ved ikke, om hun ved, at vi lever”. 

Vi sidder lidt uden at sige noget. “Vi foreslog dem at lave en DNA test. Jeg syntes ikke der var behov for det. Jeg kunne se på billederne, at hun lignede os, og vi havde jo retsdokumenterne, men vi foreslog det alligevel. Vi tilbød også at betale for testen. Men de ville ikke”.

Før de blokerede hende, nåede hun at gemme et par billeder af sin datter og adoptivfamilien fra Facebook. Hun viser mig et af dem: En stor familie, alle er hvide på nær hendes datter. De står udenfor i vintertøj, og der ligger et tyndt lag sne på jorden. De står på en række ved siden af hinanden og smiler allesammen til kameraet. De ligner tusind andre adoptivfamilier. 

Hun viser mig også et par af sine egne billeder. Der er et, hvor hun har klippet sig selv, sin mand og datteren ind. Henover står der “I ❤ you”. Og så er der et, hvor hun står ved siden af et fødselsdagsbord. På bordet står et “Happy birthday”-skilt, frugt og en kage med to lys i formet som et ettal og et sekstal. Hun har en festhat på og smiler, mens hun tænder lysene på kagen. “Vi fejrede hendes 16-års fødselsdag”, siger hun. Min hals føles tør.

 “Hvorfor tror du ikke, at de ikke vil tale med dig?”, spørger jeg. Hun løfter hænderne i afmagt. “Jeg ved det ikke. Det er det, jeg vil spørge dig om. Hvorfor?” Ingen svar giver mening her. Vitterligt ingen. “Jeg tror de er bange”, hører jeg mig selv sige.

“Men hvorfor? Før hun blokerede mig, skrev jeg til hende, at det er hendes datter nu. Jeg ved godt, at hun ikke kender mig længere og at hun har været hos dem næsten hele sit liv. De elsker hende, hun elsker dem. Jeg kræver ikke noget. Jeg vil bare gerne vide, at hun er okay og fortælle hende, hvor hun kommer fra. Hvad er der at være bange for?” Jeg forsøger at formulere nogle svar i mit hoved, men alle svar lyder som forsvar, og jeg kan ikke forsvare det. “Jeg ved det ikke”, siger jeg stille og mærker en knude i maven. Måske er det skyld, måske vrede, måske sorg. Sandsynligvis en blanding.

Jeg spørger, om hun har venner, hun kan dele det med, om hun har nogen, der forstår, og hun svarer, at hun gennem Facebook er kommet i kontakt med andre mødre, der har mistet deres børn til adoption. De hjælper hinanden med gode råd til, hvordan de skal finde deres børn. “Der er mange mødre. Alle er i smerte. Måske tror adoptivfamilierne at mødrene er døde, men de fleste lever. De er ikke døde”.

Hun fortæller om en kvinde, hun mødte på gaden en dag: “Hun var blind og havde brug for hjælp til at finde vej. Jeg spurgte hende, hvor hun skulle hen, og hun svarede, at hun ville finde det kommunale kontor for børn. Da hendes søn var tre dage gammel, gav hendes mor – hans mormor – ham væk til adoption. Nu var han 31. Hun havde ingen idé om, hvor han var. Hun sagde, at hun havde grædt så meget, at hun var blevet blind”.

“Der er så mange historier”, fortsætter hun “Jeg mødte også flere kvinder på børnehjemmet. Den dag vi fik at vide, at vores datter var blevet sendt til udlandet, fik en anden mor det samme at vide. Vi udvekslede numre og jeg ringede til hende tre dage senere. Da var hun død. De sagde, at det var hendes blodtryk. Virkelig mange mødre har mentale problemer efter at have mistet deres børn. Da jeg rejste rundt i landet, spurgte jeg alle om adoption, og der var så mange mødre, som fortalte, at de ikke vidste, hvor deres børn var”.

Værelset er nu blevet så mørkt, at vi stort set kun kan se aftegningerne af hinanden. Hun lægger sin ene hånd på maven. Før vi startede interviewet, fortalte hun mig, at hun var gravid igen. Det er første gang, siden hun fødte sin datter for seksten år siden. Hun er fire måneder henne.

“Er der noget, du gerne vil sige til adoptanterne i Danmark og alle de andre lande?”, spørger jeg. 

“Hvis jeg kunne, ville jeg spørge dem, hvad de er bange for. Jeg forstår det ikke”, svarer hun stille.

Jeg slukker for diktafonen.

2 thoughts on “En mors historie

  1. Tak for at sprede budskabet. Det er både gribende og ufatteligt tragisk. Skriv den bog. Du har evnerne. Jeg bliver en af de første, der køber den!

    Bedste hilsner, Helle Høst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.