Uncategorized

Er du imod adoption?

“Hvis nu alle adoptioner var formidlet 100% lovligt og på etisk forsvarlig vis, ville du så stadig være imod adoption”, spurgte en kollega mig på et tidspunkt.

Jeg kunne mærke, at stemmerne omkring os blev lavere og at der blev lyttet med. Jeg trak lige vejret et par gange og overvejede, hvordan jeg skulle svare enkelt og kort på noget så kompliceret. Men omvendt vidste jeg også godt, at svaret i og for sig var enkelt nok. Forklaringen er ikke enkel. Den er ikke engang statisk – den flytter sig, rykker sig, udvikler sig hele tiden. Men svaret har været det samme i mange år.

“Ja, det ville jeg”

Jeg tror, vi blev afbrudt af et eller andet. I hvert fald nåede jeg ikke til forklaringen, og jeg husker at være lidt lettet over det. Det er endnu ikke lykkedes mig at formulere et lille, letfordøjeligt standardsvar på spørgsmålet “Hvorfor?”

Jeg har tænkt meget over, hvordan det kan være. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg synes transnational adoption er dybt problematisk og jeg er sådan set heller ikke i tvivl om hvorfor. Måske er det bare fordi det er så komplekst, at det er svært at samle i en enkelt sætning, men jeg tror også det skyldes noget andet. Jeg tror, at fortællingen om adoption som en god ting er så dybt forankret i vores bevidsthed igennem flere generationer, at den ene sætning (hvis den findes) formodentlig ikke ville give mening for særligt mange mennesker. Der er alt for mange lag i fundamentet, man er nødt til at undersøge og forstå først. Sådan har det i hvert fald været for mig. 

Jeg var barn i 1980’erne. Adoption var bare. Jeg kendte adopterede og undrede mig aldrig. Jeg kan ikke huske én eneste situation, hvor det blev italesat. Og på en eller anden måde blev det kodet ind i mig, at adoption var en løsning på barnløshed. En rigtig fin løsning, hvor man samtidigt gjorde noget godt for nogle børn, der ellers ikke ville have haft en chance. 

På intet tidspunkt op til den dag, vi selv besluttede os for at adoptere, satte jeg spørgsmålstegn ved den sandhed, og da jeg allerførste gang hørte noget, der mindede om kritik af transnational adoption, konkluderede jeg lynhurtigt for mig selv, at der nok bare var tale om nogle få adopterede, som havde været uheldige med deres adoptivfamilie. 

Men lige så stille begyndte lagene i fundamentet at slå små sprækker. Første lag handlede om troen på, at der var styr på tingene i Danmark. Som mange andre tænkte jeg, at det kunne da godt være, at USA bøjede reglerne og skar nogle hjørner, men i Danmark foregik alt efter bogen. Det var helt utænkeligt, at der var foregået kriminelle adoptioner – og endnu mere utænkeligt, at danske myndigheder kendte til dem. Det var det så ikke.

Men jeg kunne høre på adoptionskritikerne, at det handlede om mere end ulovlig formidling og kriminalitet. Der blev talt om adoption som en form for kolonisering, og jeg forstod ikke rigtigt, hvad de mente, men jeg blev ved at læse og lytte, indtil jeg langsomt begyndte at indse, at rigtig mange af de resterende lag i fundamentet handlede om selvforståelse. Min egen selvforståelse og vores selvforståelse som danskere. 

Jeg kan huske, da jeg som barn sad på bagsædet af en gammel Saab ned gennem Europa og sammen med min bror vinkede til andre billister gennem bagruden – stolt af vores DK-klistermærke. Danmark var jo det gode land. En nation af hyggelige, rare mennesker med hjertet på rette sted, som altid handlede ud fra de bedste motiver. Hvalen Hvalborg og Voldborgs striktrøjer og Ellerten. Vi var sgu da ikke kolonialister? Og da jeg mange år senere med et sug i maven skubbede adoptionsansøgningen ned i postkassen, var det da med de allerbedste og reneste intentioner, ik? Altså selvfølgelig egoistisk i den forstand, at jeg gerne ville være mor, men adoption gav jo mening, fordi der var så mange børn i verden, der havde brug for en familie. Jeg opfattede mig selv som et relativt godt menneske fra et relativt godt land. Og den opfattelse blokerede for min evne til at se adoption som andet end godt.

Den forståelse af transnational adoption, som jeg overtog fra generationerne før mig, var todelt:

1. En kur mod barnløshed

2. En måde at redde et barn på

Hvis man kun ser på 1’eren, så er det jo absurd at flyve et barn til Danmark, bare fordi man ikke kan lave et barn selv. Det kan de fleste nok se. Derfor er vi nødt til at have 2’eren med. Vi har brug for at føle, at vi gør noget godt. Men hvis man isolerer 2’eren og forestiller sig et barn et sted i verden, der af en eller anden grund ikke kan blive hos sine forældre, bør man så ikke som det absolut primære sørge for at sikre det barns rettigheder (FNs Børnekonvention: Ret til at blive i eget land, bevare sit sprog og sin identitet)? Hvis man virkelig ville gøre noget godt, burde man så ikke yde økonomisk hjælp til udvidet familie, netværk eller lokale plejeinstancer, så de kunne tage vare på barnet samtidigt med at det bevarede identitet, sprog og kultur?

Den danske stat poster rigtig mange penge i adoption. Der er godkendelsesprocesser, forberedende kurser, driftstilskud til den adoptionsformidlende organisation, adoptionstilskud til adoptanterne, PAS-ordning, opfølgende besøg i familierne, administration i forbindelse med opfølgningsrapporter mv. Jeg ved ikke, om nogen har regnet på, hvor langt de penge kunne række, hvis man besluttede at hjælpe børnene (og i mange tilfælde deres familier) i hjemlandet. Formodentlig ikke, for det, der implicit ligger i 2’eren, er den helt fundamentale tro på, at vesten er bedst. Et barn vil altid få det bedre i Danmark end i Indien, Colombia, Burkina Faso … også selvom de mister alt. For det, de mister, er ikke lige så meget værd, som det de får. 

Gennem de senere år er det gået op for mig, hvordan den tankegang har været en del af fundamentet i min egen opfattelse af adoption. Og ja, hvis vi koger det ned, er den tankegang både kolonialistisk og racistisk. Vi fratager børn (meget ofte brune børn) alle rettigheder for at mennesker i vesten (meget ofte hvide mennesker) kan få opfyldt ønsket om at blive en familie. Det lyder ikke så godt, vel? Hænger ikke helt sammen med det relativt gode menneske fra det relativt gode land. Det er også derfor, den er lidt svær at smide på bordet midt i frokostpausen, for hvad fanden, nu sidder vi lige og spiser karrysild og så siger du, at vi er racister?

Men det er dybest set sådan, jeg ser det. Adoption bygger (som så mange andre ting i vores samfund) på racistiske strukturer. Det relativt gode menneske og det relativt gode land var en del mere relativt, end jeg gik og troede.

I forbindelse med opfordringen til en uvildig undersøgelse af adoptionsformidlingen har jeg oplevet at blive affærdiget med “Det siger du bare, fordi du er imod adoption”. Men de to ting hænger ikke nødvendigvis sammen. Man kan sagtens være tilhænger af adoption men imod kriminalitet. Hvilket jeg trods alt håber de fleste er.

Men ja, jeg er også imod transnational adoption. Svaret er enkelt, forklaringen øver jeg mig på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *