Jeg har prøvet at finde ud af, hvad jeg skulle sige om det, der foregår i USA lige nu. Der er en vis sandsynlighed for, at jeg som hvid har en masse blinde vinkler og derfor får formuleret noget idiotisk. Så det har jeg gået og tygget lidt på. Indtil det gik op for mig, hvor stort et privilegium det i sig selv er, at det værste der kan ske ved at sige noget er, at andre synes man er en idiot. Langt mindre har langt større konsekvenser for ikke-hvide.
Jeg tror at mange danskere tænker, at det der foregår i USA ikke vedrører dem. At de er sindssyge derovre i Guds eget land og “godt det ikke er sådan her”. Men racisme er ikke kun politivold og drab. Racisme er også den strukturelle racisme, der gennemsyrer vores samfund. Den som rigtig mange af os aldrig har opdaget eksisterer, fordi den gemmer sig i sprækkerne og er blevet en lige så naturlig del af os som stumt h og ristede løg. Den ligger i børnesange og bøger, den ligger i rim og remser, den ligger i vores bevidste eller ubevidste antagelser om ikke-hvide mennesker, den ligger i at når du ser to drenge på 10 år, så vil du vurdere den brune dreng til at være ældre end den hvide – og dermed knap så uskyldig. Mere aggressiv (APA, 2014). Den ligger i at børn (uanset deres egen hudfarve) stort set altid vælger dukken med den lyseste hud (Dukketesten).
Mange adoptanter hævder, at deres børn aldrig har oplevet racisme. For det første tænker jeg, at en del børn ikke fortæller deres hvide forældre om den racisme, de oplever, for de ved at forældrene ikke ville kunne hverken forstå, støtte eller hjælpe dem. For det andet, hvis der aldrig er blevet talt om racisme i hjemmet, hvordan skulle børnene så vide, at det er det de oplever? Hvis de tænker at racisme kun er politivold eller folk der råber syge ting efter dem på gaden, hvordan skulle de så nogensinde kunne sætte ord på den strukturelle racisme, der møder dem? Jeg vil opfordre alle adoptanter til at uddanne sig selv: Læs alt hvad I kan, google alt hvad I kan, lyt alt hvad I kan.
Vi er nødt til at kigge os selv i det store, grimme privilegiespejl. Om vi vil det eller ej, er vi en del af problemet – faktisk en temmelig stor del. Vi er med til at opretholde racismen. Hver gang vi vælger ikke at lytte til dem, der forsøger at råbe os op. Hver gang vi aftaler med os selv, at vi ikke er racister – baseret på vores egen begrænsede forståelse af, hvad racisme er. Hver gang vi vælger at tro at det, der skete, nok bare var en misforståelse. At personen, der sagde det, nok bare havde en dårlig dag. Hver gang vi ikke gør noget. Ikke siger noget.
Det er ikke et frikort at have et barn, der ikke er hvidt. Man kan sagtens opføre sig racistisk selvom man har ikke-hvide børn, venner, partnere eller kolleger. Vi kan ikke læne os tilbage og fremvise vores børn som en slags garanti for at vi er racismefri.
Vi skal stoppe med at gøre ingenting. Vi skal sige fra, når vi hører ting, der ikke er okay. Vi skal sige fra på arbejdspladsen, i familien og i vennekredsen. Og vi skal leve med, at det er super awkward og ubehageligt og ødelægger den gode stemning. Og det gør det. Hver eneste gang. Jeg erkender at jeg selv nogle gange har været en kujon – nogle dage har jeg simpelthen ikke følt mig stærk nok, og det skammer jeg mig over. Men jeg øver mig. For det her handler ikke om mig. Det handler om, at Danmark og verden ikke er lige for alle. Mit liv er lettere fordi jeg er hvid. Punktum. Hvorfor har jeg ladet det være okay så længe? Hvorfor har vi?
