(Altså med-adoptanter sådan bredt set. Jeg kommunikerer trods alt ikke til ham herhjemme gennem bloggen. Endnu)
Gennem årene har der på sociale medier været mange adoptionsdiskussioner. Hver gang nogen – mig selv inklusiv – fortæller, at det måske er reglen snarere end undtagelsen at adoptionspapirer ikke stemmer overens med virkeligheden, beder folk om beviser. Det kan jeg godt forstå. Selvfølgelig vil man se beviser for så voldsomme påstande. Ofte bliver svarene lidt vage og beviserne sparsomme, og så er det nemt at konkludere, at der nok ikke er noget om det – at der blot er nogle rasende typer, som pisker en stemning op uden at ane noget om virkeligheden.
Det er jeg rigtig ked af, for det her er vigtigt. Virkelig vigtigt faktisk. Her er nogle af mine tanker om det.
Først og fremmest: Selv med en halvsløj Google-indsats vil man finde masser af beviser på korruption, løgne og kriminalitet inden for adoption. Hvis man skal have et nogenlunde fuldt billede, kræver det tid – det er ikke klaret på et par timer. Noget er veldokumenteret, andet ikke, men hvis man tager sig tiden til at sætte sig ordentligt ind i det, vil det være svært at afvise, at der er et temmelig tydeligt mønster. Det gælder alle lande – jeg tror ikke det er muligt at finde et såkaldt afgiverland, der ikke er ramt. Jeg har i hvert fald ikke kunne finde det.
Gennem tiden har jeg læst rigtig mange artikler og bøger, der beskriver eksempler på korruption i adoptioner, men jeg har ikke et dokument liggende med en oversigt over dem alle. Så hvis jeg bliver spurgt, er jeg ikke i stand til at diske op med en liste. Jeg burde måske lave en – og det sker måske en dag – men jeg synes også, at man som adoptant har et ansvar for selv at undersøge det. Helt ærligt synes jeg, det er for nemt at afvise det, uden selv at gøre en indsats for at tjekke op på, om der kunne være noget om det.
Hvis man har brug for et sted at starte, har Adoptionspolitisk Forum på deres hjemmeside en oversigt over vidensressourcer og på deres Facebookside postes der løbende links.
Men hvad så når nogen i en debat siger “Jeg ved at det her sker i Danmark”, men ikke vil svare på, hvordan de ved det? Det kunne fx være mig.
Grunden til at jeg og andre ikke vil svare er helt enkel: Dine, mine og vores børn.
Jeg kender personligt til sager, hvor børn med familie er blevet gjort til hittebørn, hvor papirer er blevet forfalskede, hvor der er blevet løjet for den oprindelige familie og hvor politifolk og socialarbejdere har modtaget penge for at lyve. Børn, som nu bor i Danmark og andre vestlige lande. Jeg ved at både DIA og Ankestyrelsen kender til flere af disse sager, at de er klar over, at der er en stor risiko for, at det er sket i andre helt konkrete sager – og at de har besluttet sig for at gøre lige præcis ingenting ved det.
Men det her involverer børn, der har ret til privatliv. Derfor bliver der stille, når jeg og andre bliver spurgt om beviser. Beviserne eksisterer, men de er ikke vores.
Sidst men ikke mindst: Den store, gennemgribende undersøgelse, der viser hvor stor en procentdel af alle adoptioner det her drejer sig om, findes ikke. Den er ikke lavet, og ingen har lyst til at lave den. Det i sig selv burde give anledning til undren: Hvis DIA og de danske myndigheder er så sikre på, at alt er fint, hvorfor laver de så ikke den undersøgelse, der beviser det? Altså ægte beviser det – ikke på samme måde som det “skærpede tilsyn”, som man hævdede at indføre i 2014. Et tilsyn der i virkeligheden kun er et tilsyn af processerne i Danmark. Hvor man tager udgangspunkt i de papirer, der lander på skrivebordet hos DIA, og efter tillidsprincippet – som man nærmest virker stolt over at arbejde ud fra – vælger at stole blindt på, at ingen bevidst har løjet.
Da det ikke lader til, at de danske myndigheder ønsker at undersøge, hvorvidt det egentlig er en god idé at lukke øjnene og stole på folk, der tjener penge på adoptionsformidling, føler jeg det er vores ansvar som adoptanter at gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at finde ud af, om vores børns adoptionspapirer passer. Og “alt hvad vi overhovedet kan” kan desværre godt være pænt meget. Jeg kender til flere sager, hvor man mener at have undersøgt historien – og har fået den bekræftet. Men hvor det senere viser sig, at dem, der har bekræftet historien (det kunne være børnehjem, politifolk, socialarbejdere, naboer, selv udvidet familie) kan have haft en interesse i at fastholde løgnen. Det er komplekst, og det pissehamrende svært og forvirrende at navigere i. Det kræver nogle gange virkelig meget tålmodighed, viljestyrke, tro, håb og penge. Og ja, at nogle af de penge går til lokale detektiver og at adoption på den måde fortsætter som en pengemaskine er super problematisk.
(Det skal lige siges, at nogle gange er det hverken svært eller dyrt. Nogle gange er det rystende nemt at finde frem til den familie, der ifølge myndigheder, politi og domstole er forsvundet fra jordens overflade)
Men hvis alternativet er at berøve dit barn muligheden for at kende sin familie og sin sande identitet … Hvis alternativet er at skulle leve med tanken om, at der måske sidder en familie et sted i verden, som ikke aner, hvor deres barn er eller om barnet overhovedet er i live … Hvordan kan vi overhovedet forsvare det?
Min pointe med alt det her: Adoptanter, please undersøg jeres børns sager. Selvom I føler, der ikke er noget at komme efter. Selvom I føler jer sikre på deres historie. Selvom I er bange.
Lad os tage ansvar for at få sagerne undersøgt. Allesammen. Først da kan vi få et retvisende billede af hvad der er sket. Men endnu vigtigere: Gør det for jeres børns skyld. De fortjener at kende sandheden om dem selv, at vide hvem de er. Og gør det for deres familiers skyld. Jeg har mødt mødre, der har mistet deres børn til adoption. Det er hjerteknusende at være vidne til deres sorg. Det mindste vi kan gøre er at give dem ro i sindet og fortælle dem, hvor deres børn er. Selv hvis jeres børn ikke har levende forældre, har de familie – familie, der med al sandsynlighed tænker på dem. Og som kan fortælle dem om deres forældre. Som kan hjælpe dem med at samle puslespillet.
Jeg kan ikke være sikker på at jeg har ret. Ligesom dem, der siger, at det drejer sig om meget få sager, ikke kan være sikre. Men jeg har brugt de sidste ti år på at lytte, lære og undersøge – og helt ærligt så tror jeg, at der er noget helt galt i adoptionssystemet. Som adoptant har jeg ingen som helst skjulte motiver for at sige sådan. Jeg har jo selv været en del af det, jeg har selv troet på det og støttet det – det er hele grundlaget for min egen familie, jeg kritiserer. Hvis jeg virkelig bare var en rasende type, der ville piske en stemning op, er jeg sikker på, at jeg kunne finde et andet og mere behageligt sted at gøre det. Så fedt er det her heller ikke. Men det er her jeg er, det er her I andre adoptanter er. Og det er herfra vi har muligheden for at ændre ting.
Jeg deler dine tanker og bekymring. Vi var meget i tvivl om vi ville adoptere netop pga. risikoen for at barnet kunne vise sig at være handlet. Mit ønske om at blive mor var ikke større end min frygt for at mit adoptivbarn kunne være et handlet barn, og der gik ikke en dag, hvor jeg ikke tænkte på det. Det var en vigtig grund til at vi valgte at skrive os op til at adoptere inden for special needs området i et land hvor handicaps anses for et stigma.
Så længe vi ikke har åbne adoptioner er det umuligt at være sikker på at dit barn ikke er handlet. Det gælder selvfølgelig også for børn med handicaps, men for os blev det en måde at føle os lidt mere overbeviste om at barnet ikke var handlet. Og lidt mere overbeviste om, at et liv som handicappet i hjemlandet ville være lige så svært som et liv som brun i Danmark, med mulige smertefulde oplevelser af racisme og fremmedhad. Ideelt set havde jeg ønsket en åben national adoption for at barnet kunne kende sine biologiske forældre. Da vi var i mit barns hjemland talte vi om at efterlyse forældrene af samme grund. Vi var i en lille by og det var meget sandsynligt at nogen ville vide noget om et lille barn med synlige handicaps. Vi har talt om det siden. Om at hyre en detektiv eller advokat. Men det er et dilemma. På den anden side af en adoption er en mor, og måske en far, som måske har truffet et valg, skjult deres identitet og måske betalt en stor pris over for deres nærmeste. Ind til videre har jeg tænkt mig at respektere dette valg, men jeg tænker ofte på at mit barns ret til at kende sine biologiske forældre også krænkes. Og at chancen for at finde dem bliver mindre for hvert år der går.
Hej Louise
Tusind tak for din kommentar.
Jeg kan godt forstå bekymringen for at overskride nogle grænser i forhold til den oprindelige familie. Jeg har selv haft den samme. Jeg ved ikke, hvor udbredt det reelt er, at familien ikke ønsker kontakt. Ingen tvivl om at det forekommer, men jeg tænker faktisk, at historierne om det er blevet overdrevet en lille smule. Da vi adopterede, fik man næsten fornemmelsen af, at det drejede sig om hveranden sag, og det er helt klart ikke den opfattelse jeg har i dag.
Jeg tænker, at det her er vigtigt hvem man vælger som detektiv. Hvis det er en person med et indgående kendskab til det område og den kultur, familien er fra, og som samtidigt er i stand til at træde varsomt og med stor respekt, mener jeg godt at det kan lade sig gøre at søge, finde og trække sig igen, hvis det viser sig, at familien ikke ønsker kontakten.
Og ja, chancen for at finde dem svinder virkelig dag for dag. Og risikoen for at de ikke er her længere vokser.