Dengang vi besluttede os for at adoptere, havde der endnu ikke været nogle af de grimme sager fremme i medierne – i hvert fald ikke så langt fremme, at vi havde opdaget dem. Efter at vi var blevet godkendt som adoptanter og havde stået på venteliste i et par år, dukkede de første sager dog op i de danske medier – sager som bl.a. viste, at det ikke altid passede, hvad der stod i adoptionspapirerne. “Enkeltsager”, tænkte vi, og selvom der allerede der begyndte at samle sig en lille av-agtig knude i min mave, valgte jeg at ignorere den. Når jeg tænker på det i dag, ved jeg godt, at jeg traf det valg af helt egoistiske årsager. Jeg fortalte mig selv “Vi må kunne stole på, at de danske myndigheder har styr på det” , og det troede jeg da også, at de havde, men jeg var jo ikke sikker, og jeg gravede ikke dybere. Ønsket om at være mor var større end behovet for at være sikker.
Skylden over ikke at grave, skylden over senere at finde ud af, at vi ved at adoptere har været med til at støtte et system, vi slet ikke kan stå inde for, og skylden, jeg føler over for mit barn, har fyldt helt vanvittigt meget i mig de sidste mange år. Den har lammet mig og den har tynget mig. Med tiden har jeg indset, at den ikke gør noget godt for nogen. Mit barn er ikke tjent med en mor, der sidder fast i skyld. Så jeg har gjort hvad jeg kunne for at handle mig ud af den og for at rette op på de fejl, jeg har begået – i det omfang det har kunne lade sig gøre. Det er jeg ikke færdig med, måske bliver jeg det aldrig, men jeg bilder mig ind, at skylden spænder lidt mindre ben for mig, end den har gjort.
Jeg har været i mange diskussioner med andre adoptanter gennem årene. Mere end én gang er det blevet indikeret, at hvis man er adoptionskritisk, elsker man nok ikke sit barn. Man fortryder nok. Og hold kæft hvor er det også synd, at det barn har så vanvittig en mor. Jeg skal ikke afvise, at jeg af og til bevæger mig lige på kanten af vanvid (primært i forbindelse med skabslåger, der ikke bliver lukket, lynlåse der sidder fast og børn der bliver spontant døve, når man forsøger at få dem med hjem fra skole. Og har glemt hvor deres cykelnøgle er. Og det regner. Og februar har varet tre måneder. Den slags). Men noget af det eneste, jeg er sikker på – og det jeg har været mest sikker på i hele mit liv – er, at jeg elsker det lille menneske, som er havnet hos os. Hun er det bedste menneske, jeg nogensinde har mødt, og jeg kan slet ikke forestille mig mit liv uden hende.
Er det forvirrende, når jeg samtidigt grundlæggende er imod det system, der har gjort os til familie? Øh ja. Følelsesmæssigt er det et helt skørt sted at være. Men det er her jeg er. Det er her vi er, og jeg har affundet mig med, at det er forvirrende. Fundet ro med at folk ikke forstår det. Så længe den lille rockstjerne af et menneske ikke er i tvivl om, at jeg har hendes ryg til evig tid.
Dejligt med dette forum og at du kaster dig ud i de frustrerende tanker der følger med når vi adoptere det dejligste og smukkeste fra giverlande der ikke lever om til sandhedens ansigt. jeg og min mand har selv 2 piger fra Kina adopteret for 17 og 14 år siden, og hvor vi på ingen måde er tvivl om at sandheden om vores ikke er kommet frem. Og til et Danmark hvor det at være adoptant efterlod os i et helvede uden den nødvendige opbakning og hjælp og hvor vi som adoptanter blev mødt med skeptiske blikke og kommentarer om at vi ikke vidste hvad det ville sige er at være rigtige forældre fra omgivelserne. I dag når vi ser på vores døtre, er vi overbeviste om at vi har været der for dem med kærlighed, støtte, omsorg og tryghed og at de er blevet de dejligste piger som har fået en bred viden om hvad livet kan bringe og at de altid kan finde sand kærlighed. Vi har lært at der er meget dumhed, uvidenhed, stimatisering, racisme, misundelse og fordømmelse i medmennesker og samfund.
Hej Kia
Tak for din kommentar, dejligt at du læser med.
Når du skriver, at du ikke er i tvivl om, at sandheden ikke er kommet frem i forhold til jeres pigers historie, må jeg så spørge, om I har undersøgt det?
Og helt enig. At adoptere et ikke-hvidt barn får for alvor ens øjne op for, hvor racistiske strukturer, der eksisterer i vores samfund. Det tænker jeg også, at der vil komme nogle indlæg om på et tidspunkt.
Hej
Jeg prøver at læse lidt med, da min kæreste og jeg gennem mange år har forsøgt os med at blive gravide (selv og med facilitetsbehandling).. uden held. Vi er begyndt at tale adoption, men synes det er svært.. svært på så mange måder, at det endnu ikke er muligt for mig at sætte de rigtige ord på.
Når jeg læser det du skriver her og i tidligere opslag forstår jeg ikke, hvad det er du henviser til, hvad det helt præcis er at du er kritisk over, hvad der har bragt dig derhen, hvor du som nu føler, som du beskriver…? Kan du hjælpe mig på vej? Hvad er det helt konkret du mener?
Alt godt til dig og din familie. Ønsker jer kun det bedste <3 og tak fordi du deler..
Hej Anja
Tak for din kommentar – det lyder rigtig hårdt for dig og din kæreste, det er jeg ked af at høre.
Det er et stort spørgsmål, for det hele er temmelig komplekst, men jeg skal prøve om jeg kan svare sådan nogenlunde kort.
Det helt centrale for mig er, at man ikke kan garantere, at de børn, der bliver adopteret til Danmark, er kommet hertil på lovlig vis. Der er en risiko for, at der er blevet løjet for deres familie eller at man ikke har sikret sig, at familien ved, hvad adoption indebærer. Der er en risiko for at familien er blevet overtalt eller narret til at at give deres børn til adoption. Der er en risiko for, at børnene er blevet købt og der er en risiko for at børnene er blevet stjålet fra deres familie.
Der findes desværre mange eksempler på, at det er sket. Der er store summer penge i adoption og derfor også meget korruption.
Der er også en del andre grunde til, at jeg er kritisk over for transnational (international) adoption, men hvis jeg skal holde det lidt kort, er den her den primære.