Den første

Jeg er adoptant. Eller en person, der har adopteret et barn. Det er jeg fordi jeg – dengang for ca. 10 år siden, da vi satte processen i gang – tænkte, at adoption lød som en fin idé. Masser af børn i verden, der har brug for en familie. Barn får forældre, vi får et barn. Win-win. Den slags – kan jeg se nu – temmelig naive tanker. 

Så ramte virkeligheden og sandhederne, og intet blev nogensinde det samme igen.

Og nu sidder jeg her og tager tilløb til at skrive om det. Tilløbet har været langt. Primært fordi jeg dybest set ikke synes, at adoptionsland har brug for flere adoptantstemmer. De sidste 30-40-50 år har vi sat dagsordenen for, hvordan man taler om adoption. Først de senere år har adopterede og oprindelig familie fået en smule taletid, men slet ikke nok, og på mange måder synes jeg, at vi adoptanter, skal holde vores kæft og lytte til dem, der ved hvad adoption handler om. Jeg synes, at jeg skal holde min kæft.

Men hvor går man hen og holder sin kæft? Hvad gør man med vreden og sorgen og frustrationen? Hvordan er man i verden som mor, når man er dybt kritisk over for det system, der har skabt hele grundlaget for ens familie? Hvor gør man af skylden – den kæmpestore skyld, der i perioder har fyldt så meget, at man nærmest ikke kunne bevæge sig?

Jeg tænker, om jeg måske kan bruge alt det her konstruktivt på en eller anden måde. Om jeg kan være med til at støtte de kræfter, der arbejder på at ændre tingene. Om jeg ved at præsentere en anderledes adoptantsandhed kan hjælpe bare en lille smule med at skubbe til det billede, mange har af adoption. 

Helt ærligt er jeg lidt usikker her. Jeg er bange for, om jeg kan gøre det på en ikke-idiotisk måde eller om jeg kommer til at være for låst i mine egne adoptantprivilegier til at kunne se, når jeg træder uden for hold-kæft-kassen. Men jeg lover at gøre mit bedste.