Velkommen til nye læsere – dvs. alle læsere, da de eneste læsere indtil i torsdags var mig selv og korrekturlæseren ved siden af mig i sofaen. Lidt angstprovokerende, at der rent faktisk er andre, der læser med nu, men eftersom det jo lidt var formålet med det hele, må jeg nok hellere ret hurtigt komme mig over min frygtbaserede skriveblokering og fortsætte det, jeg har sat i gang her.
(Og undskyld til dem, der har kommenteret på bloggen. Jeg havde ikke lige tjekket opsætningen og vidste ikke, at jeg ikke modtog notifikationer ved nye kommentarer. Men nu er de godkendt! Tak fordi I læser og kommenterer)
I efteråret var jeg i biografen og se Forglem mig ej, en dokumentarfilm af Sun Hee Engelstoft. Den følger nogle unge sydkoreanske kvinder, der er blevet gravide uden for ægteskab og derfor bor på et kvindehjem for at skjule deres graviditet, mens de skal beslutte, hvorvidt de vil beholde barnet eller ej. Filmen viser, hvilket pres både familie og adoptionsbureau sætter kvinderne under for at få dem til at bortadoptere deres børn. Man ser, hvordan flere kvinder gerne vil beholde deres børn men ikke får lov.
Det er en meget stærk film. Det, der især ramte mig ved den, var at det her foregår nu. Vi taler ikke for 10 eller 20 eller 50 år siden. Det sker lige nu. Nogle af de kvinders børn kunne være i Danmark nu. Jeg har svært ved at forstå, hvordan vi kan (blive ved at) støtte op om, at børn bliver fjernet fra deres mødre mod deres vilje. For det er rent faktisk det, der sker. Men der er mange ting, jeg ikke forstår. Jeg er også superforvirret over, at familien Danmark sidder og ser det ene afsnit af Sporløs efter det andet, hvor det ret så jævnligt viser sig, at det ikke passede, hvad der stod i adoptionspapirerne, men ingen hæfter sig ved det, ingen siger “Næ, hør nu lige, vil det sige, at adoptionspapirerne var løgn?! Moren var slet ikke død?” Man tuder bare lidt over det store genforeningsøjeblik og ignorerer fuldstændig det faktum, at de danske myndigheder har formidlet en ulovlig adoption.
Anyways. En lidt kortere version af Forglem mig ej kan findes på DR. Se den!