Jeg vil gerne anbefale alle adoptanter at læse den rapport, der ligger til grund for den hollandske nedlukning af transnational adoption. Det engelske summary er 26 sider langt, og nogle vil måske synes, at det er lige vel meget at tygge sig igennem. Men den er skrevet i et relativt let fordøjeligt sprog, og den er interessant. Virkelig!
Lav en kop kaffe, smæk benene op og betragt det som en forsinket fase 4 i din godkendelsesproces som adoptant.
Rapporten bruger ordet “adoption abuse”, som dækker over forfalskede dokumenter, udnyttelse af fattige mødre samt forældre, der blev betalt eller tvunget til at opgive deres børn. Det konkluderes, at der i perioden 1967-1998 er fundet alvorlig “adoption abuse” sted, at både myndighederne og adoptionsformidlerne var bekendt med det, men at ingen gjorde noget for at stoppe det. Man konkluderer desuden, at “adoption abuse” ikke begrænser sig til denne periode, at det er et tæt-på-generelt og strukturelt problem, og at det stadig sker den dag i dag.
Holland adopterer fra mange af de samme lande som Danmark. Da jeg blev godkendt som adoptant, fik jeg at vide, at Danmark gerne sammenlignede sig med Holland og at vi havde verdens mest sikre adoptionssystemer. Så den kan man lige tænke lidt over.
Jeg synes desuden, det er interessant, at rapporten udover at påpege systematisk adoption abuse adresserer, hvordan vestens generelle syn på adoption har gjort det muligt for ulovlighederne at finde sted. Hvis man ser adoption som en win-win situation og er af den overbevisning, at et barn næsten altid vil have det bedre i en hvid, europæisk familie, vil man være mere tilbøjelig til at se gennem fingre med ting.
Any adoption – even an unlawful or criminal one – was seen as being better than no adoption at all. Because the children were adopted ‘for their own good’, in most cases there was no significant investigation into unlawful or suspect adoptions
Til barnets bedste. De ord bliver stadig brugt i stort set alle diskussioner om adoption – og meget ofte som forsvar for at bevare systemet som det er. Men ved vi overhovedet, hvad vi mener med det? Vi mener i hvert fald ikke barnets ret til at bevare sin identitet, sin nationalitet, sit sprog, sit land og sin familie.
Ærligt, mener vi så ikke – sådan helt dybt nede – at et barn vil have det bedre i dejlige Danmark? Og at hvis bare det barn får lov at vokse op med kærlighed, kagemand, Kaj & Andrea og adgang til et godt uddannelsessystem, så går det nok med lidt uoverensstemmelser i papirarbejdet?
Hvis du tænker nej, så prøv lige at læse rapporten en gang til. Langsommere.
