Gennem årene har jeg oplevet temmelig meget modstand fra adoptanter, når nogen har rejst kritik af adoptionssystemet. Snak om mulig kriminalitet eller uetisk praksis bliver ofte mødt med enten vrede eller larmende tavshed. For tiden oplever jeg begge dele i forbindelse med opfordringen til en uvildig undersøgelse af adoptionsformidlingen, og jeg tænker meget over, hvorfor det er sådan. Jeg tror, at angst spiller en stor rolle. Vi er bange, os adoptanter.
Vi er bange for, at alt hvad vi troede på, viser sig at være helt forkert
Vi troede, at adoption var en god ting. Vi troede, at vi gjorde noget godt for verden og for nogle børn, der ellers ville have fået et forfærdeligt liv – faktisk ville de måske slet ikke have fået en liv uden os. Det var det, vi blev fortalt. Men hvad nu hvis adoption overhovedet ikke er, som vi troede? Hvad hvis vi har været med til at gøre noget, vi slet ikke kan stå inde for? Og hvad gør vi så med den viden – hvordan passer den lige ind mellem børnefødselsdage og skole-hjem-samtaler?
Vi er bange for, at sandheden gør ondt på vores børn
Vi ved, at vores børn i forvejen har skulle bære alt for meget, og vi ønsker bare at passe på dem og skærme dem. Vi er bange for at miste kontrollen over, hvad de får at vide – og hvornår. Og vi ved ikke, hvordan vi skal hjælpe dem, hvis det, de får at vide, er mere end de kan rumme.
(Men hvis det, de får at vide, er sandheden, så har de jo allerede levet den?)
Vi er bange for, at sandheden gør ondt på os
Vi har lært, at vores barn har det bedre hos os. Vi har lært, at der ikke var andre muligheder – at vi var den sidste udvej. Hvad nu hvis vi i et lille sekund tilllader os selv den tanke, at vores barn kunne have haft det bedre et andet sted end hos os? At der findes en familie derude, som savner og elsker vores barn? At det er mere deres barn end vores? Og hvad hvis vi forestiller os engang at kigge ind i et par øjne og vide, at smerten, vi ser, skyldes at barnet var hos os og ikke dem?
Vi er bange for, at verden vil dømme os
Vi var jo de gode? Vi har allerede mærket det, når nye sager kommer op i medierne – vi har følt os udstillet, sårbare og under angreb. Vi har gået på gaden med vores barn i hånden og overvejet hvad dét blik betød. Vi har set frygtelige overskrifter i aviser og hæslige karrikaturtegninger, og vi har følt os udskammet og anklaget for menneskehandel. Vi vil bare gerne være en familie. Vi ville bare gerne være forældre.
Vi er bange for, at vores børn vil dømme os
Hvis sandheden kommer frem, og hvis den er slem, hvordan vil vores børn så se på os?
Vil de stille spørgsmål og afkræve os svar på, hvorfor vi ikke handlede anderledes? Hvorfor vi ikke gjorde noget? Hvorfor vi ikke selv stillede flere spørgsmål?
Vi er bange for at miste vores børn
Hvad hvis de forlader os? Hvad hvis de finder deres første familie og ikke længere har brug for os? Eller hvis de bliver så vrede på os, at de ikke ønsker kontakt?
Vi er bange for at opdage, at vi gjorde det hele for vores egen skyld
Hvad nu hvis vi tog en dyb vejrtrækning, mærkede efter og opdagede, at vi hele tiden har haft en lillebitte knude i maven. En lillebitte tvivl på, om det nu også passede, hvad der stod i de papirer. Vi fortalte alle, at vi var sikre. At der var deltaljer i lige netop vores sag, som beviste, at alt passede. Men var vi virkelig sikre? Eller beskyttede vi os selv? Havde vi så meget brug for at være sikre, at vi blev det?
Jeg forstår angsten. Jeg har følt den.
Men det her handler om mulig menneskehandel, kidnapninger og forfalskning af papirer. Det handler om mødre, fædre, søskende og bedsteforældre, der er blevet presset, narret eller manipuleret til at afgive deres børn.
Vores angst er ikke vigtigere end dem og deres børn.
Vores angst er vores problem og det er op til os at deale med den, så den ikke får lov at blokere for vores dømmekraft. Helt ærligt tror jeg, at de fleste adoptanter – hvis de virkelig er smertefuldt ærlige over for sig selv – godt ved, at det rigtige er at lave den undersøgelse. Det er angstprovokerende, og det kan være svært at overskue konsekvenserne, men det er det rigtige at gøre. Hvis der er sket ulovligheder, er de sket uanset om vi lyser på dem eller ej. De går ikke væk, bare fordi vi slukker lyset.
Det her var ikke lige det, vi havde forestillet os, da vi indrettede børneværelset og overvejede hvilken farve Tripp Trapp stolen skulle være. Men det er her vi er. Og vi har et ansvar for, hvordan historien skrives herfra.
