Uncategorized

Hvad hvis de ikke vil findes?

Jeg har fået et par kommentarer rundt omkring til indlægget Til mine med-adoptanter. Flere udtrykker bekymring for, at man ved at opsøge familie kan komme til at overskride nogle grænser, hvis familien ikke ønsker at blive fundet. 

Jeg kan huske, at det også var en stor bekymring hos mig i sin tid. Vi blev fortalt, at det i vores datters land var ulovligt for en mor at afgive sit barn til adoption, og at det var årsagen til at der var så mange hittebørn. For hvis moren blev opdaget, ville hun komme i fængsel. Det er muligt, at lovgivningen var sådan, men jeg kan ikke huske at have læst om tilfælde, hvor en mor er kommet i fængsel på det grundlag. Senere fandt vi ud af, at der nok var andre årsager til de mange hittebørn. At fortællingen om de børn, der på papiret var blevet fundet på en trappe, ved et hospital eller en politistation ofte ikke passede. At mange af dem havde familie, som enten ikke vidste, at barnet blev bortadopteret eller ikke var blevet oplyst om konsekvenserne ved adoption.

Jeg havde faktisk lidt glemt, at det var det, de fortalte os. Men i dag tænker jeg, at det har været en belejlig historie, hvis man gerne ville afholde adoptanter fra at søge efter familien. Vi fik også at vide, at det var direkte ulovligt for os at søge, hvilket ikke passer. Men når jeg kigger i internationale adoptionsgrupper og kan se hvor rystende få af dem, som søger, der finder en sandhed, som matcher den i adoptionspapirerne, kan jeg da sådan set godt forstå, at man forsøgte at afholde adoptanter fra at søge. Hverken adoptionsbureau eller myndigheder havde en interesse i at vi fandt ud af sandheden. 

Jeg er klar over, at der i nogle lande kan være stor skam forbundet med graviditet uden for ægteskabet og at der vil være familie, som ikke ønsker at blive fundet. Det var bl.a. tilfældet for Sun Hee Engelstoft, hvilket man kan se i hendes film Forglem mig ej, som jeg skrev om forleden. Jeg indrømmer, at jeg ikke har tilstrækkelig viden om alle de lande, vi i Danmark adopterer fra (eller har adopteret fra), så der kan være ting, jeg ikke er opmærksom på. Men som udgangspunkt tænker jeg, at hvis man vælger en detektiv med kendskab til lokalområde og kultur, som samtidigt har situationsfornemmelse og empati, vil det være muligt at søge og (hvis man er heldig) finde familie – og derefter trække sig på en respektfuld måde, hvis det viser sig, at familien ikke ønsker kontakten.

Desuden findes der andre måder at søge på. Mange får lavet en DNA test på fx 23andme, hvor det er muligt at dele resultatet (anonymt) og få notifikationer, hvis slægtninge skulle have gjort det samme. Det er ikke sikkert, at forældrene i oprindelseslandet benytter sig af det, men der findes eksempler på, at man har matchet med andre familiemedlemmer, fx søskende, der er blevet adopteret til andre familier. Der er helt sikkert et etisk dilemma i at lave en DNA-test på sit barns vegne, og jeg er ikke 100% afklaret med, hvor jeg selv står. Men jeg hælder imod at sige, at det vejer tungere at give barnet vished om sin baggrund og identitet. 

Jeg har selv flittigt brugt internationale Facebook-grupper, der fokuserer på adoption fra min datters land. Her deler folk deres erfaringer med søgning og familiekontakt, og det er et godt sted at starte, hvis man planlægger at gå i gang med at søge. Jeg tænker, at der findes lignende grupper for de fleste lande. 

Mit håb er virkelig, at mange flere vil søge. Om ikke andet til en start undersøge hvad mulighederne er. Jeg kan uden at tøve et eneste sekund sige, at det at etablere kontakt til vores familie er det bedste vi har gjort for vores datter. Det er svært og forvirrende og frustrerende på tusindvis af måder, men så absolut det bedste og vigtigste vi har gjort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *